Amatørradio

Elektroteknik er en vigtig del af vores hverdag, og det er derfor ikke overraskende, at mange mennesker også holder af at beskæftige sig med elektronik som en spændende hobby. Mange firmaer tilbyder forskellige former for elektroniske byggesæt, og de fleste ungdomsskoler har flere hold med elektronik som emne.

Interessen for elektronik vil ofte medføre, at man på et tidspunkt får lyst til at beskæftige sig med radiobygning og radioteknik.

Der er i tidens løb bygget uanede mængder af forskellige modtagertyper, lige fra små bærbare FM-modtagere til meget komplicerede radiostationer, og mange går sikkert rundt med et ønske om at kunne komme til at bruge radiosendere.

Man kan selvfølgelig købe en walkie-talkie station, og mange mennesker har da også stor fornøjelse af en sådan, men det viser sig hurtigt, at man ønsker at komme til at køre radiotrafik over lidt længere afstande, og så kan man ikke bruge sin lille 27 MHz station.

Når man alligevel holder sig tilbage med at få sendetilladelse, skyldes det ofte, at man ikke rigtig ved, hvordan man skal bære sig ad. Derfor vil vi som Experimenterende Danske Radioamatører gerne fortælle dig lidt om, hvordan du kommer rigtigt i gang med verdens bedste hobby.

Hobbyen som radioamatør har faktisk en del år på bagen, og i 1927 var der i Danmark så mange radioamatører, at man stiftede landsforeningen ,,Experimenterende Danske Radioamatører", som vi i daglig tale kalder EDR.

Disse første radioamatører stod naturligvis med en lang række praktiske problemer, såsom manglende sendetilladelse, mangel på komponenter, mangel på diagrammer og konstruktioner osv.

Trods disse helt vitale mangler arbejdede radioamatørerne stædigt videre og var en væsentlig årsag til, at vi idag kan lytte til Danmarks Radio på bl.a. FM-båndet omkring 100 MHz. Opfattelsen ,,på bjerget" i slutningen af 1920erne var nemlig, at dette område var fuldstændig uegnet til kommerciel radiotrafik, men det lykkedes radioamatørerne at bevise det modsatte.

Det betød, at radioamatørerne blev nødt til at ,,aflevere" båndet, men var medvirkende til at starte det meget fine samarbejde, der også idag er mellem radioamatørerne og myndighederne.
Et samarbejde, der betyder, at det næsten altid lykkes at finde gode løsninger på de problemer der kan opstå, når man fungerer som eksperimenterende radioamatør.

Ingen er i tvivl om, at den teknologiske udvikling i dag er nået meget langt. Alle ser hver dag TV-billeder fra den anden side af jorden, måske billeder fra rummet, eller vi modtager informationer fra satellitter. Alle er fuldt fortrolige med HiFi-lyd fra radioen, og selv en computer (en PC'er) er ved at være et almindeligt arbejdsredskab for mange.

Radioamatørerne har selvfølgelig fulgt med denne udvikling. Radioamatørens hobby er ikke ,,kun" at tale med andre amatører i andre verdensdele, selv om det er bade spændende og interessant at høre om disse amatørers hverdag og om, hvordan de dyrker deres hobby.

Nogle radioamatører synes bedst om at bruge en telegrafnøgle. Denne form for kommunikation kaldes for CW (continuous waves), og der skal egentlig ikke ret meget udstyr til, før du kan nå alle steder i verden med din telegrafnøgle.

Vi møder mange nye radioamatører, der er dygtige til at betjene deres computer. De har ikke længere lyst til kun at beskæftige sig med spil, men vil hellere kombinere deres computerinteresse med radioteknik, hvorved man over radioen kan drøfte tekniske spørgsmal angående computere med andre computerfans over hele verden.

Man kan selvfølgelig bytte programmer ved hjælp af postvæsenet, men det er sjovere og hurtigere at gøre det ved hjælp af radioen. Endelig er det også langt billigere end brugen af modemer og telefonlinier. Denne form for kommunikation kaldes for Packet Radio.

Video-verdenen er heller ikke fremmed for radioamatører. Vi taler blot om SSTV (Slow Scan Tele Vision), som er en lidt speciel form for TV, der kan sendes via radioamatørstatio- ner. Der er nemlig radioamatører, der gerne vil se, hvordan deres udenlandske kollega ser ud, og hvad er mere naturligt end at sende billedet via radiostationen.

Når man ser fjernsyn, kan det ske, at der er både billed- og Iydforstyrrelser på grund af ,,atmosfæriske forhold". Disse specielle forhold er radioamatøren meget glad for. Forholdene betyder nemlig, at radioamatøren har mulighed for at få de eftertragtede langdistancekontakter. Ved disse specielle atmosfæriske forhold er f.eks. en 2-meter stations rækkevidde nemlig øget ganske væsentligt.

Nogle radioamatører beskæftiger sig med pejleteknik, der går ud på at finde skjulte radiosendere. Denne pejleteknik har nogle radioamatører gjort til en spændende sport, hvor man bygger små sendere, der gemmes ude i naturen. Ved hjæp af ligeledes hjemmebygget pejleudstyr skal man så finde disse gemte sendere. Denne type sendere kaldes for ,,ræve", og derfor kaldes sporten for ,,rævejagt", der faktisk er en slags orienteringsløb med radio.

Samme pejleteknik kan anvendes, hvis man skal finde ,,støjsendere", og endelig kan pejleteknikken være praktisk, hvis man skal hjæpe f.eks. et skib, der af en eller anden grund har mistet orienteringen. Man vil så foretage en såkaldt ,,krydspejling', der kan give en meget nøjagtig position.

En weekend om året arrangeres JOTA (Jamboree On The Air).

Meningen med dette arrangement er at give alverdens spejdere mulighed for at tale med hinanden via radioen. Ved dette arrangement skal spejderne ikke have licens, men de skal naturligvis have en licenseret radioamatør til at hjælpesig med at etablere kontakterne.

Som radioamatør kan man tale med andre amatører i både ind- og udland, men vi vil alligevel ikke undvære de hyggelige timer i vore klubber, hvor vi taler om alt melem himmel og jord. Over hele landet har Landsforeningen EDR lokalafdelinger, hvor vi arrangerer både kursus- og foredragsvirksomhed samtidig med, at vi naturligvis har det mægtig hyggeligt. Du kan finde den nærmeste lokalafdeling i de fleste store byer i danmark.

Et par gange om året har radioamatørerne en dag i marken, en såkaldt ,,field day". Ved dette arrangement opretter vi udendørs intermistiske radiostationer, og det gælder så om at få så mange nationale og internationale kontakter som muligt i løbet af 24 timer.
Hvis man ikke har det bedste udstyr, kan man faktisk vinde konkurrencen ved at være en dygtig operatør.

Din første licens bliver sandsynligvis en ,,2-meter-licens" (D-licens), og din rækkevidde vil under normale forhold være begrænset til ca. 50 km. For at råde bod på dette, er der nogle amatører, der interesserer sig for at bygge og drive små forstærkerstationer, kaldet repeatere. Ved hjælp af disse repeatere kan du nå næsten hele landet, og det er da ikke ualmindeligt at få kontakt til England, Tyskland, Sverige eller Norge.

Hvis du vil køre langdistance på 2 meter, kan dette også lade sig gøre. Så skal du enten ,,køre" SSB (Single Side Band), der er en bestemt type radiosignaler, hvormed du kan nå store dele af Europa, eller du skal ,,køre" satelittrafik. Ved at lade en amatør satellit retransmittere dine signaler, kan du nå hele verden. Disse former for trafik kræver natur ligvis lidt mere teknisk udstyr, men det kan du jo selv bygge. Hvis du løber ind i problemer med teknikken, er der i lokalafdelingen altid en erfaren radioamatør, der meget gerne vil hjæpe dig, så du kan komme videre.

Når du får brug for specielle fagbøger er det heller ikke noget problem. EDR har sit eget forlag, som sørger for, at radioamatører kan købe de rigtige materialer til de rigtige priser.

Som du kan se, vil du møde en ny og spændende verden, når du bliver radioamatør. Der er faktisk ikke nogen grund til ikke at blive det. Hvis du melder dig ind i EDR og bliver radioamatør, vil du som medlem få tilsendt radioamatørernes eget blad ,,OZ" hver måned. Bladet er sådan set gratis, for du betaler for det via kontingentet.

Når radioamatører har haft en udenlandsk kontakt, er det meget almindeligt, at man sender en lille skriftlig hilsen til hinanden. Denne hilsen kaldes et ,,QSL-kort".

Disse QSL-kort sendes ud til og modtages fra hele verden via radioamatørernes QSL-centraler. Alle forsendelser er portofri, hvis du er medlem af EDR. Ved hjæp af disse QSL-kort har du mulighed for at erhverve flotte diplomer, når du har haft en bestemt type eller et bestemt antal kontakter.

Nogle radioamatører er direkte diplomjægere, og det er faktisk spændende, når man kun mangler en enkelt kontakt for at kunne få et eftertragtet diplom. Landsforeningen EDR har også sørget for, at der er en QSL-manager og en Diplommanager klar til at hjælpe dig.

Foreningens kontingent kan måske synes af meget, men du kan jo sammenligne dette beløb med prisen på cigaretter eller kulørte ugeblade. Vi har forøvrigt særlige kontingentsatser for ungdomsmedlemmer.

Hvis du overvejer at tage en teknisk uddannelse, kan en radiolicens være et godt papir. Når du først har fået din licens, er der ingen, der kan tage den fra dig, medmindre du groft til- sidesætter de regler, der gælder for amatørradio.

Med licensen i hånden har du dokumenteret, at du har en god indsigt i radioteknik, og med et par års erfaring, vil du sandsynligvis blive i stand til at reparere dit eget radio/TV-udstyr. Det er i øvrigt vores erfaring, at en radiolicens kan være medvirkende til at få det ønskede job.

Det er heldigvis sjældent, at en radioamatør bliver inddraget i en nødsituation, men det kan ske. Det er ikke radioamatørernes opgave at køre nødhjælpstrafik, for der findes professionelle stationer, der har langt bedre rutine og udstyr til netop denne type trafik. Alligevel kan det ske, at en radioamatør opfanger et nødopkald, og i denne situation er det naturligvis en selvfølge, at radioamatøren stiller både sig selv og sin station til rådighed i det omfang, situationen kræver. Dette er en af årsagerne til, at du skal have besået morseprøven, inden du får licens til de langtrækkende HF-bånd.

Hvis du anskaffer en 27 MHz station, kan du bruge den uden videre. Til gengæeld skal den være typegodkendt, og du må ikke foretage ændringer i stationen.

De typiske 27 MHz-stationer sender med omkring 4 watt, og det giver dig en stabil rækkevidde på typisk 10 km, hvis du er meget heldig. Med selv den mindste amatørlicens har du 100 watt til rådighed.

Når du har fået din amatørlicens, må du bygge og bruge dit eget udstyr, der ikke skal typegodkendes. Ved den tekniske prøve har du nemlig bevist, at du har en god indsigt i teknikken, så det er faktisk dig, der er blevet typegodkendt.

Det er en udbredt misforståelse, at man skal investere tusindvis af kroner til teknisk udstyr, hvis man vil være radioamatør. Mange radioamatører anvender udstyr, der er ombygget til amatørfrekvenserne, og det er bestemt ikke umuligt at skaffe sig en fornuftig 2 meter-station til omkring 1000 kr., hvis man altså kan undvære nogle af de rigtig dyre faciliteter.

I Danmark er der nu ca. 10.000 licenserede radioamatører, hvoraf nogle er meget erfarne, men vi gør os umage for, at også helt nye radioamatører skal føle sig velkomne på båndene.

Som radioamatør får du tildelt et kaldesignal. Det betyder, at du til enhver tid kan identificeres, også når du har kontakter over meget lange afstande. I Danmark begynder alle kaldesignaler med OZ, mens man i Sverige bruger SM og i Norge LA. Man kan godt sammenligne kaldesignalet med en slags nummerplade.

Som medlem af EDR er du medlem af en forening, der bestræber sig på at varetage dine interesser bedst muligt.

Landsforeningen har en lang række udvalg, der har specialiseret sig i forskellige opgaver.
Hvis du løber ind i specielle problemer, er det derfor meget sandsynligt, at EDR kan hjælpe dig.

Giv dig selv en god hobby. Bliv Radioamatør. Bliv medlem af EDR.